Kibæk rimer på ”fodboldbaner”,”stærkt foreningsliv” og ”unikt fællesskab”
28-årige Joakim Bækhøj er født og opvokset i Kibæk. Efter at have uddannet sig i Aarhus og boet et års tid i Herning, er han og kæresten i gang med at totalrenovere deres drømmehus i Kibæk. Det var faktisk Tia, 28-årige Joakim Bækhøjs kæreste, som pressede på for at de skulle flytte til Kibæk. Joakim var heller ikke i tvivl om, at Kibæk – igen – gerne måtte være omdrejningspunktet for det gode liv.
– Jeg lærte Tia at kende, da vi læste i Aarhus. Hun blev heldigvis også hurtigt venner med mange af mine venner, som jeg har kendt, siden vi gik i 0. klasse sammen på Kibæk Skole. Og de har taget sig så godt imod hende, samtidig med at hun også kunne se fordelene ved at bo i Kibæk, forklarer Joakim.
Mange af Joakims barndoms- og ungdomsvenner er begyndt at flytte tilbage til Kibæk og på den måde er Kibæk ikke bare en by man bor i, men for Joakim og Tia også en by, hvor de er tæt på familien og på deres rigtig gode venner.
– Jeg synes Kibæk har det allermest vigtige. Et rigtig stærk foreningsliv og de supermarkeder, der er nødvendige for at man kan klare sig i hverdagen og ikke længere til Herning end man nemt og hurtigt kan komme dertil, fortæller Joakim.
Foreningslivet betyder meget for Joakim og det unikke fællesskab, der opstår i forbindelse med foreningslivet.
– Jeg kan godt lide at vi kommer hinanden ved. Når vi er i Krydsfeltet, så hilser alle på hinanden. Alle kender hinanden og man spørger ind til hinanden. Jeg synes generelt, at det er rigtig rart, at folk kender hinanden, siger Joakim.
Mit yndlingssted i Kibæk?
– Det er nemt at svare på – det er Bane 1 og i det hele taget fodboldbanerne ved hallen. Her har jeg haft så mange gode oplevelser og brugt virkelig mange timer. Da vi gik i folkeskolen og havde fri, mødtes vi altid ved fodboldbanerne og har haft rigtig mange gode timer med at spille bold, siger Joakim.
Hvis Joakim skal pege på, hvad det vigtigste man skal vide om Kibæk er, så er det, at det er en by, hvor vi kommer hinanden ved og hvor der er stor opbakning til det der bliver arrangeret.
– Til byfesten er teltet proppet når der er aftenfest, til Kibæk Cup er der stor opbakning og mange stiller op som frivillige. Mange er i det hele taget klar til at hjælpe og støtte op om det der foregår. Og tænk at vi har to senior-boldhold her i Kibæk. Det er da imponerende for en by af Kibæks størrelse, slutter Joakim.
Om Joakim Bækhøj:
- Uddannet multimediedesigner fra Aarhus Erhvervsakademi, arbejder med digital markedsføring hos Komo mellem Sunds og Herning.
- Kæreste med Tia, der er revisortrainee hos Sagro i Herning.
- Totalrenoverer deres hus på Sandfeldparken og regner med at flytte ind i løbet af foråret. Mens renoveringen står på, bor de hjemme hos Joakims forældre på Møllegården.
“Tilbage i Kibæk for at få den ”rigtigt hjemme”-følelse”
Randi Madsen boede med sin familie i Kibæk fra 1986 frem til 2016. De byggede hus på Klintebakken, men da børnene flyttede hjemme fra, trak Herning og mulighederne for ”storby-liv” i dem. Følelsen af ”hjem”, ville dog ikke med til Herning.
– Vi byggede hus på Klintebakken i Kibæk i 1986 og havde virkelig nogle gode år der. Børnene havde masser af legekammerater og vi kom hinanden rigtig meget ved på gaden. Da børnene flyttede, kunne vi godt tænke os at få lidt nemmere ved at tage til ishockey, fodbold på MCH Arena og bruge byens cafeer, men den der følelse af at være rigtigt hjemme, dem kom bare aldrig, forklarer Randi.
Efter at have boet i Herning fra 2016 til 2019 flyttede de ”hjem” til Kibæk igen. Denne gang i et hus på Klinten. Her faldt de hurtigt til med gode naboer, som de også har meget med at gøre. De holder gadefest og ses fx op til jul.
– Vi har aldrig fortrudt, at vi er flyttet tilbage til Kibæk igen. Det betyder meget for mig at have mennesker omkring mig, som man kan tale med. Det behøver ikke være den store familiære omfavnelse, men det at man hilser og småsludrer, det synes jeg er dejligt og det gør vi i Kibæk, fortæller Randi.
Inden familien Madsen flyttede til Kibæk i 1986 kom de fra et lille rækkehus i Fjelstervang og ønsket om mere plads fik dem til at kigge mod Kibæk. Både Randi og hendes mand har gået i skole i Kibæk, så de kendte byen særdeles godt.
– Vi har altid været meget involveret i byens foreningsliv. Min mand, Carsten var aktiv i fodboldafdelingen og omkring Kvik Cup (det hed Kibæk Cup i de første år, red.) og jeg var aktiv med Fun Cup. Jeg har også selv været aktiv fodboldspiller og har haft så mange gode timer på det gamle stadion for enden af Lyngholms alle, hvor jeg spillede med juniorholdet og serie 1, fortæller Randi.
Naturen i og omkring Kibæk er også en væsentlig parameter, når det kommer til Randis oplevelse af Kibæk
– Vi går mange ture og nyder fx børnesøen og søen bag Klinten, hvor vi bor. Også ture ud forbi skydebanen elsker vi, der er naturen suveræn god, hvis vi skal sige det, fortæller Randi.
Yndlingsstedet i Kibæk?
– Jeg har så mange gode oplevelser ved den gamle mølle og Mølledammen. Når vi har børnebørn og bonusbørnebørn på besøg, så skal de altid med herned. Jeg elsker det område og når jeg går igennem anlægget ved Mølledammen minder det mig om alle de mange gange vi er taget af sted til sport, siger Randi.
Hvis Randi skal pege på, hvad det vigtigste man skal vide om Kibæk er, så er det, at der er så mange muligheder for at være med i forskellige fællesskaber.
– Der bliver heldigvis arrangeret så meget i Kibæk; Skt. Hans bål, Koncerter på møllen og byfesten er blevet rigtig stor igen. Du kan både deltage og nyde, men du kan også være frivillig. Så hvis man er ude af arbejdsmarkedet, så er der rigtig gode muligheder for fællesskab og sammenhold. Hvis man flytter hertil uden at kende mange mennesker, så er der gode chancer for hurtigt at lære nye mennesker at kende, slutter Randi.
Om Randi Madsen
- Randi, 64 år og netop gået på efterløn. Tidligere ansat hos hudlægerne i Herning
- Gift med Carsten, 65 år, der arbejder som leder af Kompetencecenter i Skjern
- Forældre tilSune Madsen, der arbejder med events ved Herning Kommune og var med til at starte håndbold op i Kibæk igen (”6933Hapiness”)
- Maiken Madsen, der bor i København og arbejder som pædagog.
Fra 3. sal på Nørrebro til parcelhus tæt ved hal og skole
Carsten Brahms har boet med sin familie i Kibæk siden 2005. Han, hustruen Maria og datteren Nicoline flyttede fra København og har aldrig fortrudt at de skiftede steenbroen ud med egen græsplan og nærhed i lokalsamfundet i Kibæk.
– Jeg er uddannet betjent og arbejdede i København. Vi boede i en lille lejlighed ved Søerne og da vi var rundt på indre Nørrebro omkring Blågårdsgade for at kigge på en egnet børnehave til Nicoline, traf vi beslutningen om at vi ville til Jylland, siger Carsten.
Carsten fik job som betjent i Herning og valget stod mellem at finde et hus i enten Vildbjerg eller Kibæk. Huspriserne her var fornuftige og afstanden til Herning betød, at han kunne cykle til og fra arbejde og så kunne han tjekke af ved ”dagens motion”.
– Vi kiggede på hus i både Vildbjerg og Kibæk, men det var bl.a. daginstitutionen i Kibæk som blev udslagsgivende. Det og så det faktum, at vi fandt et virkelig dejligt hus tæt på Kibæk Skole og Krydsfeltet blev afgørende for, at vi valgte Kibæk, fortæller Carsten.
Også naturen meget tæt på bysamfundet var vigtig for ham og Maria.
– Tænk at vi har Momhøje til den ene side og Harreskoven på den anden side, så du kan vælge at tage cyklen i det ene naturområde eller hoppe i løbeskoene og bruge det andet naturområde. Det er da fantastisk, siger Carsten.
Carsten og Maria flyttede til Kibæk 1. januar 2005. Udover byens faciliteter og naturen tæt på, så spiller ”det lokale” og ”nærheden” ind, når Carsten skal forklare, hvordan det er at bo i Kibæk.
– Da vi boede i København savnede vi virkelig nærheden. Vi boede i lejlighed og i et område, hvor man ikke rigtigt talte med hinanden. Noget af det vi godt kan lide ved Kibæk, er netop den kontrast. Her kender man hinanden og taler med hinanden. Det kan vi godt lide, fortæller Carsten.
Det med at være glad for græsplænen, kan måske lyde lidt banalt, men når man har boet på 3. sal og datteren gik i vuggestue på 5. etage og med legeplads på en tagterrasse, ja så bliver græsplænen et godt symbol på ”natur tæt på”.
Yndlingsstedet i Kibæk?
– Det er Møllen og Mølledammen. Tænk at vi har vand og et parkområde, så centralt i byen, samtidig med at det er et historisk og kulturelt sted, det er da fantastisk, forklarer, Carsten.
Hvis Carsten skal pege på, hvad det vigtigste man skal vide om Kibæk er, så er det at det er et trygt lokalsamfund, hvor folk kender hinanden og taler sammen.
– Kendskabet til hinanden er med til at skabe et fællesskab og giver en stor grad af tryghed, slutter Carsten.
Om Carsten Brahms:
- Carsten er uddannet politibetjent. Underviser på politiskolen i Vejle
- Gift med Maria, der er uddannet fysioterapeut og arbejder i Herning Kommune
- Sønnen Casper bor hjemme og går på HHX, 1. år
- Datteren Nicoline er lige flyttet til Aarhus for at læse til sygeplejerske